FAQ – Ofte stillede spørgsmål

  • HVAD ER ET HEADSHOT?

    Et headshot er et portræt af den øverste 1/3 af din krop, dvs. fra lige under skuldrene og op.

    Mit mål som fotograf er med denne beskæring at skabe nærhed og et skarpt fokus på udtryksfuldheden i dit ansigt og få dig til at fremstå imødekommende og fuld af selvtillid. Jeg guider dig gennem processen, så vi finder de vinkler og udtryk, der fungerer bedst for dig.

  • HVORDAN BOOKER JEG EN FOTOSESSION?

    Det gør du ved enten at booke direkte i kalenderen her, bruge formularen her, skrive til mig på mail@vesterbak.dk eller ringe til mig på tlf.nr. 2081 0543.

  • KAN JEG FÅ TAGET BILLEDER EFTER ARBEJDE OG/ELLER I WEEKENDEN?

    Ja, jeg tilbyder fotosessions alle dage efter aftale, så du kan lægge tiden, når det passer bedst ind i dit program.

    Se ledige tider her.

  • HVILKET TØJ SKAL JEG HAVE PÅ?

    Tag som udgangspunkt tøj med, som du befinder dig godt i, og som passer til det look, billederne skal bruges til.

    Til headshots er det en god idé at undgå storblomstrede mønstre, grafiske print, tydelige logoer, pufærmer, tøj, der krøller let, og andet, der fjerner opmærksomheden fra dit ansigt. Undgå også at have store og mange smykker på.

    Tag gerne forskellige looks med, og så kan vi sammen vælge det/de bedste ud fra den sammenhæng, billederne skal bruges i.

  • SKAL JEG HAVE MAKEUP PÅ?

    Hvis du normalt bruger makeup, så hav gerne makeup på, når du ankommer. Du kan naturligvis justere makeuppen, inden vi går i gang og undervejs. Der er spejle i studiet, som du kan bruge.

    Til headshots anbefaler jeg et let og naturligt look, dvs. ikke alt for mørk øjenskygge/læbestift og ingen pangfarver. På den måde får vi nemmere dine naturlige træk i fokus.

    Ønsker du assistance fra en makeupartist, kan du vælge det, når du booker din fotosession. Se under priser.

  • SKAL JEG SÆTTE MIT HÅR, INDEN JEG KOMMER?

    For at have mest mulig tid til at tage billeder er det en god idé at have sat dit hår, som du gerne vil have det, inden du kommer. Du har naturligvis mulighed for at lave justeringer, inden vi går i gang og undervejs. Der er spejle i studiet, som du kan bruge.

    Ønsker du assistance fra en hårstylist, kan du vælge det, når du booker din fotosession. Se under priser.

  • HVORDAN UDVÆLGER JEG DE BILLEDER, JEG VIL KØBE?

    Jeg grovsorterer løbende billederne og fjerner alle ”bloopers” med uønskede udtryk, lukkede øjne, m.m.

    Når sessionen er slut, gennemgår vi billederne sammen, og du vælger dem, du gerne vil købe.

    Hvis du ønsker, at jeg guider dig i udvælgelsen af de bedste billeder til dit ønskede formål, så gør jeg gerne det.

    Det er selvfølgelig helt op til dig, hvilke billeder du vælger, og hvor mange du vil købe.

    De billeder, du ikke køber, bliver slettet umiddelbart efter endt session.

  • BLIVER BILLEDERNE RETOUCHERET?

    Ja, ud over at jeg redigerer billederne (dvs. justerer hvidbalance, kontrast m.m.), laver jeg også let og naturlig retouchering af billederne, dvs. jeg justerer, hvis der er hår, der stritter, ujævn hudfarve, drys fra mascara, rødsprængte øjne etc. Jeg kan også rette gule/misfarvede tænder, hvis du ønsker det.

    Derudover fjerner jeg kun det fra dit ansigt, der ikke vil være der om 14 dage. Det vil sige en bums, et sår, et blåt mærke og lignende. Mit mål er, at du skal se naturlig og genkendelig ud på dine billeder.

  • HVORDAN MODTAGER JEG BILLEDERNE?

    Fremsendelse af de udvalgte og færdigredigerede billeder sker inden for 7 hverdage efter din fotosession.

    Jeg sender dig et link på din e-mail, hvor du kan downloade billederne.

    Billederne leveres i både farve og sort/hvid og i både høj opløsning (300 ppi) til print/tryk og lav opløsning (72 ppi) til onlinebrug.

  • HVORDAN FOREGÅR BETALING?

    Når du booker en fotosession, forudbetaler du beløbet via kalenderen.

    Når vi er færdige med fotosessionen og udvælgelse af billeder, betaler du med kort eller mobil for de billeder, du har valgt at købe.

  • HVAD HVIS JEG ER NØDT TIL AT ANNULLERE BOOKINGEN?

    Ved annullering af din booking mindst 24 timer før er der fuld refundering af det forudbetalte beløb for din fotosession. Aflyser du bookingen senere end 24 timer før, refunderes beløbet ikke. Se også Handelsbetingelser.

  • KAN JEG IKKE BARE FÅ EN VEN TIL AT TAGE ET BILLEDE MED MIN TELEFON?

    Jo, det kan du sagtens, men billedet vil sandsynligvis ikke være særligt egnet til brug i professionel sammenhæng. Et godt billede kræver mere end et tryk på en telefon. Det kræver den rette lyssætning, det rette objektiv, så du får den rette dimensionalitet, at du bliver guidet til at stå på en måde, der klæder dit ansigt og din overkrop. Alt det kan jeg hjælpe dig med, så du får et udtryksfuldt foto af dig selv, der skaber opmærksomhed og får dig til at skille dig ud.

  • HVAD HVIS JEG IKKE SYNES, JEG ER FOTOGEN?

    Så vil jeg glæde mig til at modbevise dig. 😊 Husk på, at det er mit job som fotograf at få dig til at slappe af og tage dig ud på allerbedste vis. Jeg sørger for en afslappet og stressfri stemning samt den perfekte lyssætning til at fremhæve alle dine gode træk og guider dig i forhold til ansigtsudtryk, og hvordan du skal stå – alt sammen for at skabe de bedste rammer for et fedt billede, der bringer din personlighed og dine styrker frem.

  • HAR DU NOGEN GODE RÅD TIL MIG?

    • Sørg for at få en god nats søvn dagen inden din fotosession, så du ser frisk og veludhvilet ud på billederne.

    • Drik godt med vand dagen før og i løbet af dagen. På den måde undgår du tørre øjne og læber på dagen.

    • Bruger du briller, så puds dem, inden vi tager billederne.

    • Hav tøj med, som du har det godt i. Hvis du ikke føler dig godt tilpas i tøjet, vil det sandsynligvis skinne igennem på billederne.

    • Sørg for at møde afslappet op – klar til en sjov oplevelse.

  • ANDRE SPØRGSMÅL?

    Så kontakt mig ved enten at ringe på tlf.nr. 2081 0543, skrive til mig på mail@vesterbak.dk eller bruge formularen her.